Selv om det er svært at tro, begynder historien om Silbersack med en romance.
1946 - Hamborg og også St. Pauli ligger i ruiner. Her finder sig to mennesker og forelsker sig i hinanden. De gifter sig og gør deres drøm til virkelighed: en kro på St. Pauli. Forretningen går godt, indtil han dør fuldstændig uventet i 1959, og den stadig unge enke - Erna - må beslutte, om hun vil lukke kroen eller fortsætte.
Hun fortsætter, arbejder 14 timer og mere om dagen bag disken og bliver en institution på St. Pauli, indtil også hun går bort i en alder af 88 år. Det var i 2012.
Og nu kommer de - arvingerne. De vil ikke bare sige farvel til Erna, men spekulerer også i hjørnegrunden. Sådan en førsteklasses ejendom, kun et stenkast fra Reeperbahn, erhverv i stueetagen, fem etager med lejligheder ovenpå, det kan man blive stinkende rig på. Men arvingerne vil ikke have noget med St. Paulianerne at gøre og sætter ejendommen til salg. Det ender med, at den lille hjørnegrund skifter hænder for 1,1 millioner euro!
Men hvorfor blev Silbersack ikke revet ned? Hvorfor blev der ikke bygget her? Den nye ejer er en forening, som er stiftet af 22 stamgæster fra Silbersack. De har hver indbetalt omkring 50.000 euro, ikke for at bygge her, men for at kunne fortsætte med at drikke deres øl her i fred og ro.
De har også fået bygningen sat under beskyttelse, så den ikke må ændres hverken ude eller inde. Indvendigt er møblerne stadig originale fra den sidste renovering - det var i 1957!
Og Erna? Hun vogter stadig over Silbersack som et portræt i vinduet ved siden af indgangen.
- Lille opgave: Hvem samlede Erna penge ind til? Se nøje på billedet og tag et foto af det!
